"Vores børn har været igennem det værste og har fortjent det bedste"

Personligt interview med adoptivmor og nybagt medredaktør Iben Krarup Høgsberg:

I slutningen af måneden rammer Adoptionshåndbogen gaden – bogen som mange inden for adoptionsverdenen har ventet spændt på at få i hænderne. Nogle for at læse den fra ende til anden. Andre for at slå op i den efter behov, og endnu andre for at pushe den til personalet i institutioner og skole, som desværre ikke altid har blik for, når adopterede børn bokser med ganske særlige problemstillinger qua deres baggrund. 
Medredaktør Iben Krarup Høgsberg fortæller her åbent om de tanker, der fra hendes side ligger bag projektet. Så velkommen på AdoptionsBloggen til endnu en adoptivmor med ben i næsen og et ønske om at gøre verden til et endnu bedre sted for vores adopterede børn at hoppe rundt i.

Hvordan fik du ideen til at samle udvalgte fagfolk i en bog om adoption, og mindst lige så vigtigt: Hvordan fandt du selv tiden og modet til det?

Iben Krarup Høgsberg

Ideen har sit udspring i et foredrag jeg var til om adoption for snart en del år siden. Med så mange kompetente fagfolk herhjemme var det utroligt, at der endnu ikke var en egentlig fagbog om adopterede børns overgange til familie, dagtilbud og skole, terapiformer mv., og jeg oplevede mange forældre efterspørge den samme viden igen og igen. Jeg fornemmede deres smerte, når deres adopterede barns nye trivsel blev vendt til mistrivsel ved opstart i dagtilbud og skole. Og deres frustration, når de blev misforstået af pædagoger og lærere i forældrenes forsøg på at optimere samarbejdet med disse parter.

Samtidigt startede mit ældste barn i børnehave, og det blev hurtigt tydeligt, at der både i børnehaven og i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) manglede erfaring. Jeg brugte min egen erfaring, men mærkede, at jeg savnede tungtvejende evidens at videregive. Man siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Tilsæt det en god portion jysk stædighed! For når man brænder for noget så meget, som jeg gør for de her børn, så giver modet sig selv: Adoptionshåndbogen skulle bare ud, og man skal følge sine drømme. Tiden i en småbørns- og adoptivfamilie giver derimod ikke altid sig selv, og jeg skiftede både redaktionel samarbejdspartner og blev mor igen midt i processen, men døgnet har heldigvis 24 timer og mine børn har et godt sovehjerte. Samtidigt har samarbejdet med Anette gjort, at vi kunne dele ansvaret, den faglige sparring og kommunikationen med alle forfatterne. Det har været en god hjælp. Derudover har jeg haft en stor opbakning fra veninder og familie, som har troet på mig hele vejen igennem.

Adoptionshåndbogen er blevet udskudt flere gange. Vil det være meget politisk ukorrekt af dig at fortælle hvorfor, hvis det nu bliver mellem alle os, der har ventet i spænding?

Medredaktør Anette Illing

Om noget har denne proces lært mig, at gode ting er værd at vente på, og at en bog kommer, når den kommer. Når mange mennesker arbejder sammen og alle gerne vil gøre deres bedste, er det vigtigt at være tålmodig og give tid til processen. Det har været et ambitiøst projekt, og der har været en del koordineringsarbejde, men det korte af det lange er faktisk, at bogen hen over sommeren og efteråret blev forsinket på forlaget. Sådan går det nogle gange. Det vigtigste for os er, at den er her NU, og at den med sin diversitet og dybde forhåbentlig lever i mange år til glæde og gavn for børn, forældre og fagfolk.

 Du indvilligede i at tale med journalist Kurt Strand om bogen i efteråret 2011. Det kræver ingen lup at se, at du er dybt engageret i interne adoptionsfora herhjemme, men hvorfor brede det ud til en journalist, der kommunikerer langt ud over jeres målgruppe?

Kurt er en kompetent, erfaren og utrolig sød mand, og så er han selv far til børn med adoptivbaggrund. Det var oplagt, at det var ham der skulle præsentere hjertebarnet på BogForum, i og med at han både er professionel, men også har en dybere forståelse af teksten. Men det er klart, at kendte journalister også trækker folk til, og det er helt sædvanligt at bruge disse på bogmessen.

I har bl.a. skrevet bogen til adoptanter og personale på skoler og institutioner. Hvorvidt og hvordan forventer du, at kommende adoptanter kan bruge Adoptionshåndbogen?

Kommende adoptivfamilier kan bruge bogens del 1 til at forberede sig på, hvad adoption indebærer for barnet og for familien. Hvad barnet kommer fra (kap. 1) og hvordan det bedst kommer ind i familien (kap.2). Det er så utroligt vigtigt, at barnet får tid og ro og holdes tæt, og ikke mindst, at man nedsætter forventningerne med tanke på barnets udgangspunkt. Familien er barnets omdrejningspunkt. Nogle adoptanter får et barn, der har en alder, hvor det forholdsvist hurtigt kommer i dagtilbud og skole (kap. 3, 4 og 5), og så er det også essentielt for kommende adoptivforældre at få bud på, hvorledes forældre kan snakke med deres barn om dets livshistorie, så barnet bedre kan møde omverdenens spørgsmål (kap. 6). At kunne svare for sig forudsætter nemlig, at man dels kender svarene, ved, hvordan man ønsker at svare og hvilke svar man overhovedet vil give.  

For både erfarne og kommende adoptanter er bogens del 2 en kæmpe gave fyldt med håb, synes jeg, for veje at gå, når livet ind imellem synes svær for adoptivfamilien. Mulighederne er flere, og jeg har klart egne favoritveje, men for Anette og jeg har det været vigtigt at være objektive og lade den enkelte familie selv mærke efter, hvad der eventuelt vil virke for deres barn og dem.

Der står i forlagets omtale af bogen, at den er et must-have for adoptanter. Giv mig tre grunde, der blæser mine læsere ned af stolen.

1. Adoptionshåndbogen kan være med til at putte barnets hånd endnu længere ind i forældrenes hånd - i tryg forvisning om, at livet er godt nu - både ude og hjemme.

2. Bogen er en håndsrækning til forældrene og dermed en gave til børnene.

3. Fagfolkene ser nu sort på hvidt, at der ikke findes besværlige forældre – kun engagerede.

Hvordan føles det som fagperson, menneske og mor at have deltaget i så stort et samarbejde om adoption, som en bog på 315 sider er?

Fagpersonen i mig er tilfreds med, at så mange forskellige adoptionskyndige ildsjæle er kommet til orde, og at dansk evidens og undervisningsmateriale nu endelig foreligger om, at adopterede børn har brug for en ekstra kærlig hånd både i familien, i dagtilbud og skolen. Pædagoger, lærere og PPR-folk vil gerne gøre deres bedste. De skal bare vide, hvad dette bedste indebærer: Øget nærvær, guidning og jeg-støtte.

Mennesket bag er fuld af taknemmelighed over, at samarbejdet har været så godt og at muligheden forelå. Det har været et meget spændende stykke arbejde, og der har været så stor vilje alle vegne til at bistå i processen. Det føles stort og bevægende. Kan bogen hjælpe bare et barn – en familie, er arbejdet det hele værd.

Som mor betyder det alt. Jeg ved, hvor skoen trykker, når ens barns trivsel trues af mangel på forståelse. Vores børn er blevet forladt mindst en gang, og mange af dem også svigtet igen og igen. De har ikke brug for at blive overladt til sig selv igen i dagtilbud og skole, simpelthen fordi fagpersonerne ikke ved bedre eller er presset på ressourcerne. Vores børn har været igennem det værste og har fortjent det bedste.

BEMÆRK: Du kan vinde Adoptionshåndbogen i signeret form her på AdoptionsBloggen, når den spændende og som altid pærelette konkurrence sættes i gang her i januar.  Du kan også bestille bogen allerede nu på www.adoptionsverden.dk, så du får den tilsendt umiddelbart efter udgivelsen den 23.januar 2012. Bogen er redigeret af socialpædagog og adoptivmor Iben Krarup Høgsberg og psykolog og adoptivmor Anette Buch-Illing. En lang række fagfolk, primært psykologer, med viden inde for området har bidraget til antologien. Den er på 315 sider og koster 325 kr.