Sidevisninger i alt

mandag den 18. april 2011

Om at elske et barn, jeg aldrig kunne have skabt bedre selv

Efter flere års barnløshed rejste min mand og jeg i 2006 til Kina, hvor vi adopterede vores lille datter. I dag er vi en familie, der ligner alle andre, men skiller os helt og aldeles ud. Min manglende fertilitet, som før gnavede store huller i mig, er ikke længere et tabu. Den er afklaret og helt, helt synlig i det offentlige rum – ikke mindst, fordi jeg har 3 bonusbørn.

Det åbenlyse i, at min mand og jeg umuligt kan have skabt vores barn selv, gør, at jeg får rigtig mange spørgsmål omkring årsagen til adoptionen, processen, hjemtagelsen og selve det at elske et barn fra den anden side af jorden med hele mit knaldrøde hjerte. Nogle spørger, fordi de genkender forelskelsen, de har til deres biologiske barn, eller fordi de gerne vil dele min glæde. Enkelte spørger, fordi de tror, at mit barn er en nødløsning og en god historie. Det er hun ikke. Hun er ønskebarnet, og hendes historie tilhører hende.

Endnu andre spørger, fordi de selv leger forsigtigt med tanken om at adoptere. De er typisk ulykkelige over at give slip på tanken om at blive biologisk forælder. Og så er de - som jeg var - rædselsslagne for ikke at blive godkendt. Det viser undersøgelser imidlertid, at størstedelen af danske ansøgere bliver.

Jeg vil bruge denne blog som et virtuelt mødested mellem os, der har en positiv interesse for adoption. Det vil sige, at jeg her henvender mig til:
  • Ufrivilligt barnløs
  • Dig, der har erfaring med fertilitetsproblemer
  • Adoptivforældre
  • Dig, der venter på at adoptere
  • Dig, der kender et adoptivbarn
  • Unge og voksne adopterede
skriv -short and sweet - i kommentarfeltet, og tip gerne andre om min blog.

Tusind tak for din tid ind til nu,

De bedste hilsner,

Trine

9 kommentarer:

  1. Hej AdoptionsCoachen.

    Min mand og jeg er ufrivilligt barnløse og har naturligvis drøftet forskellige løsninger, -alt fra at acceptere situationen og leve vores andre drømme ud og til at overveje adoption eller rugemor.
    Det der bekymre mig omkring at adoptere er, hvad er det for et barn man får? Hvem ved på forhånd at man vil kunne elske det barn som sit eget og på trods af tidlige traumer i det barns liv, -altså jeg tænker har vi som forældre værktøjerne og det rette overskud til at tage os af et barn som har haft en ukendt start på livet, og hvordan præger det barnet og dermed vores familieliv. Vi kan jo ikke fortryde det. Jeg er bange for at den naturlige moderkærlighed til sit eget kød og blod kan udeblive til et adoptivbarn, for jeg har aldrig været særligt interesseret eller blødhjertet over for venners eller families børn. Jeg ved at det kan lyde afstumbet, men det er min største frygt og samtidig ønsker jeg mig brændende et barn, at kaste min moderkærlighed på og som kan gøre os til den familie vi gerne vil være. Jeg overvejer at bestille en tid hos dig, men synes at det er et stort skridt at tage mod adoption.
    Mange hilsner fra en bekymret og ulykkelig barnløs Mette

    SvarSlet
  2. Kære Mette,
    Tak for din kommentar, som viser, at du er parat til at stille dig selv de modige spørgsmål, som I også vil blive konfronteret indirekte med under ansøgningsprocessen.

    Blandt de adoptanter jeg kender er der faktisk flest af dem, der har oplevet en øjeblikkelig moder- eller faderbinding til deres barn (som de ofte har haft papirer og billeder på i flere måneder før udrejsen.) Men der er også enkelte, der lige som deres barn forsigtigt skal nærme sig denne nye anden i løbet af nogle dage eller uger. Aldrig har jeg dog hørt andet end vådøjede kærlighedshistorier fra forældrenes side, og det tror jeg hænger sammen med, at hele godkendelsesprocessen i den grad modner dig følelsesmæssigt.

    Men svarene på dine spørgsmål ligger i virkeligheden kun hos dig og jer. I er begge velkomne til at kontakte mig for en uforpligtende samtale. Så kan vi, som du overvejer, herfra beslutte, om mit coachforløb om at komme nærmere beslutningen (www.adoptionscoachen.dk)vil være noget for jer.

    Jeg håber, at dette kan give lidt afklaring!
    De bedste hilsner Trine

    SvarSlet
  3. Hej Adoptionscoachen.

    Min kone og jeg er blevet erklæret ufrivillige barnløse og har nu været i fertilitetsbehandling i snart halvandet år både med insemineringsforsøg og reagensglasbefrugtning. 3 gange nu har vi prøvet at få sat befrugtede æg op uden der er kommet en graviditet ud af det (de to sidste gange var det æg der var blevet frosset ned ved første befrugtning – men vi har ikke flere i banken).

    Nu er der imidlertid kommet en lov der gør at vi vil komme til at skulle betale rigtig mange penge for at fortsætte fertilitetsbehandlingen og da vi ikke har flere æg i fryseren skal vi til at starte helt forfra hvilket synes rimelig uoverskueligt og det har i forvejen været rimelig hårdt med de mange skuffelser samtidig med at mange af vores venner synes at lave hole in one.

    Den høje pris for en behandling som vi ikke ved virker er en ekstra stressfaktor og derfor har vi endelig i dag taget hul på en samtale som indtil videre har været nærmest tabubelagt – adoption.
    Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor det er noget vi aldrig har snakket sammen om for det viste sig at vi begge nok havde tænkt tanken, men måske ikke ville bringe det op fordi det samtidig var en accept af det utænkelige at vores børneprojekt ikke ville lykkes – i hvert fald ikke på den måde som vi hele tiden havde forestillet os. Giver det mening ?

    Nå men nu er jeg altså ved at google mig til viden om adoption og faldt over din blog. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor jeg skriver her, men nu er jeg jo i gang :-)

    Det jeg indtil videre har kunne læse mig frem til er at adoption nok er lidt mere indviklet end jeg lige havde forestillet mig, dyrere end jeg havde forestillet mig og en noget mere langstrakt proces end jeg troede. Så på én gang er jeg blevet mere desillusioneret, men også nysgerrig og måske lidt tættere på at kunne tænke tanken at vi skulle kunne ende med at blive adoptivforældre.

    Tak fordi man må skrive her. Det var rart bare at skrive.

    VH Danni

    SvarSlet
  4. Hej Adoptionscoachen.
    Allerførst vil jeg sige tillykke med dette nye site. Både tillykke til dig som indehaver af sitet, men i lige så høj grad tillykke til alle, der kan få glæde af dig som coach. Jeg tænker også, at det er meget vigtigt og "livgivende" at man kan gå ind her og blogge, så tak for det!

    Jeg er lykkelig mor til to børn, som begge er født i Etiopien. Vi var igennem mange fertilitetsbehandlinger, ægudtagninger, hormonbehandlinger, og igennem endnu flere overvejelser om, hvor alt dette mon skulle ende henne. Idag siger jeg bare GUDSKELOV at jeg ikke blev gravid, men at vi fik denne helt fantastiske lykkelige begivenhed i vores liv; nemlig at blive forældre til to vidunderlige børn fra Etiopien.
    Jeg er ikke i tvivl om, at en fødsel er et fantastisk stort øjeblik.
    Følelsen af at få et billede af sin lille søn eller datter, og derefter rejse jorden rundt, for derefter at stå ved den lilles seng og se ind i to store brune øjne.... dét måler sig uden tvivl med fødslen. Og man er forbundet øjeblikkeligt, fordi man jo har (den biologiske?) omsorgsfølelse og ømhed for et lille barn, som nu er overladt til dig.
    Det er utrolig store uforklarlige følelser, der er i spil, og jeg forstår, og véd, at beslutningen er stor.

    Jeg vil virkelig anbefale både Mette og Danni at tage imod dette tilbud om at tale med Trine som coach i denne forbindelse. Jeg mener, der er jo ingen risiko forbundet med samtalen.... udover, at I bliver mere afklaret.
    Jeg ønsker jer held og lykke.

    Hilsen Inger

    SvarSlet
  5. Kære adoptionscoachen

    Hvor dejligt med initiativet med adoptionscoachen. En sådan mulighed ville have været gavnligt for min mand og jeg da vi i 2004 søgte om at blive godkendt som adoptivforældre. Vi havde lige så mange uafklarede spørgsmål som Jer der har kommenteret her på blokken. Vi kastede os dog ud i det og adopterede i 2006 vores datter fra Kina. Kærligheden til hende kom fra dag et og vi har aldrig efterfølgende spekuleret over muligheden for at få et biologisk barn. Det har været det helt rigtige for os. Hun er vores livs gave og vi kunne ikke på nogen måde forestille os andet. Fat mod til Jer som overvejer og tag evt. en snak med adoptionscoachen for nærmere afklaring. Held og lykke til Jer derude.

    Mange hilsener Louise

    SvarSlet
  6. Kære adoptionscoachen.

    Jeg er far til en dejlig 5-årig adoptivdatter. Jeg faldt over din blog og glæder mig over at kommende adoptanter kan søge viden og støtte hos dig. Jeg husker tydeligt at min kone og jeg selv havde mange uafklarede spørgsmål om adoption både før og efter vi havde besluttet os for at adoptere. Vi havde et stort behov for at høre om og tale med andre par som var i samme process som os. Den rådgivning du tilbyder kunne vi godt have brugt, ikke mindst fordi du selv er adoptivmor.
    Som far til en dejlige kinesiske datter, kan jeg ikke forestille mig en mere fantastisk familie - kærligheden og tilknytningen er uendelig.

    Med venlig hilsen Torben

    SvarSlet
  7. Hej Trine/adoptionscoach

    Har først lige opdaget din blog nu og læser den med største interesse som (forhåbentligvis) kommende adopterende - og linker lystigt videre :-) Har du overvejet en facebook-side så man kan anbefale dig dér?
    Kh Steen/lektor

    SvarSlet
  8. Hej Trine,
    Har fået dette link gennem vores søde nabo Majken. Tillykke med din flotte hjemmeside. Vi har en fantastisk pige fra Indien. Hun er 6 år i dag. Jeg ønsker dig held og lykke med dit virke. Du gør en stor forskel. Der er brug for en som dig.
    Kærlig hilsen
    Sigrid

    SvarSlet
  9. Kære Sigrid,
    Mange tak for din søde kommentar.Den slags beskeder giver fuglekvidder i hjertet:-) Nu ved du, at jeg findes, hvis jeg en dag kan hjælpe med at skubbe noget i den rigtige retning.

    Jeg håber, at du og jeres fantastiske pige får en skøn sommer.

    Kærlig hilsen
    Trine

    SvarSlet