Sidevisninger i alt

onsdag den 9. november 2011

Annullerede adoptioner i tankerne

Kære læser,
Den 1.11 deltog Julia i Aftenshowet på DR1. Siden har hun sviret i mine tanker, ikke mindst da en adopteret her fra bloggen spurgte mig om, hvad jeg tænkte om indslaget. Julia er adopteret fra Korea, men betegner sig i dag som slægtsløs, for hun har annulleret sin adoption.

Adopterede børn er ikke i gæld
Jeg stødte på den juridiske mulighed for at annullere sin adoption allerede i sommer, da en anden adopteret kvinde henvendte sig til mig om netop det emne. Og når jeg i dag følger debatten på DR's hjemmeside om Julias sag, bliver jeg forundret over, hvor hård retorikken er hos én af skribenterne. Han skriver, at hun skylder sine adoptivforældre for alt det, de har investeret i hendes adoption. I guder. Kvinden er ikke, aldrig, no way, på ingen måde indrullet i nogen taknemmelighedsgæld, fordi hun er adopteret!.

En historie om bristede familiebånd
Vender jeg blikket mod Adoption & Samfunds facebookgruppe, bliver indslaget om Julia også debatteret, men her er debatørernes hensigt helt tydeligt at forsøge at forstå i stedet for at finde anledning til at ekskludere og fordømme. Julias pointe er jo relevant for os med adoption i tankerne eller helt inde i livet, uanset at det for mange af os gør pænt ondt at læse om annullerede adoptioner. Selvfølgelig gør det dét: Det er jo historier om bristede familier, mistet tillid, iturevne drømme og manglende eller ulykkelig kærlighed.

Ikke alle problemer i adoptivfamilier er adoptionsrelaterede...
Julias pointe om, at vi som adoptivforældre ikke må læse alle familieproblemer ind i barnets bortadoption eller adoption, er væsentlig. For gør vi det, kan vi som forældre og søskende til adopterede jo ende med at give dem skylden for alt det, vi fejler med som forældre og familie. Hvilken ustyrlighed at tænke på: At vi bringer et barn ind i familien og landet for så samtidigt at have adoptionen som et evigt carte blanche for at fungere ad H til som familie. Hvilken byrde at bære for den adopterede.

...men kan vi skelne?
Omvendt er jeg jo også fortaler for, at vi som adoptivforældre SKAL kunne rumme og kommunikere om vores børns adoptionsrelaterede udfordringer, uanset om de handler om de biologiske forældre, barnets følelse af at være alene, vreden over at være fravalgt, undren over adoptivforældrenes eventuelle indledende fertilitetsbehandlinger, mødet med racisme og så videre. Det er stadig det mindste vi kan gøre: At rumme det faktum, at adoptivbarnet ofte har lidt og i mange tilfælde - ikke altid - men i mange tilfælde, stadig lider. De er vores børn, vi er deres forældre, og de stærkeste skuldre bærer det tungeste læs, færdigt.

Så her har vi udfordringen: At rumme og italesætte vores adopterede børns adoptionsrelaterede udfordringer og samtidigt give plads til det faktum, at det måske ikke er adoptionen, der er problemet, men os...og vores måde at være familie på. Men hvornår pokker er det det ene og ikke det andet? Hm...

Så Julia, hvor du end er på denne novemberdag:
Tak, fordi du fik mig i gang med at tænke videre. Hvor kunne Post Adoptions Servicen have været en god løftestang til din tidligere families udvikling, fordi forældrenes strategier her bliver grov- og finjusteret til barnets bedste. Det bestyrtende i, at ordningen er sparet væk er din fortælling et vidnesbyrd om.

Interviewet med Julia er det 5. indslag. Klik her.

Mange hilsner
Trine

4 kommentarer:

  1. Rigtigt spændende - og nødvendigt - emne at tage op. Det giver stof til eftertanke som forælder; hvordan gør jeg så meget ud af adoptione, at den ikke er et problem, men ikke så meget at dét bli'r et problem? Og hvad gør jeg, så jeg tør se mine egne fejl og mangler i øjnene og stå ved dem?
    Og endelig synes jeg, det viser igen igen, at vi ikke kan undvære PAS ordningen, og at personale i børnehavem skoler og sundhedsregi skal have noget med uddannelse om adoption og de familier, som lever med det!
    For vel er familier, der har adopteret, ikke nødvendigvis lykkelige - vi er almindelige familier som alle andre!

    SvarSlet
  2. Anne, har du i dag set, at der tilsyneladende gives 5 mill. I 2012 til PAS? Og ja: Julias historie er vigtig!

    SvarSlet
  3. Ja, jeg har set det i dag! Blev rigtig glad, og håber selvfølgelig, at det kan blive en permanent ordning.
    Har efter min kommentar tænkt, at det med at skyde alle problemer over på adoptionen også gælder børnene - det er en udvej, som er givet dem ift familie, som "hjemmefødte" børn ikke har - men, som kan have det lige så svært med deres familie.
    Det er ski' ikke helt nemt at være familie :-)

    SvarSlet
  4. Hej!
    Jeg synes også det er en super vigtig debat, og jeg har projektuge nu og har derfor valgt at skrive om nogle af de konflikter det kan være i forbindelse med at være adopteret. Jeg kan desværre overhovedet ikke finde den klippet, men har hørt og læst om den. Jeg har derfor også hørt at Julia har skrevet en bog om det og jeg vil rigtig gerne låne den. Problemet er bare at jeg hverken kender titlen eller hendes efternavn. Nogen der kan hjælpe?

    SvarSlet