Mange tak for de gribende tilmeldinger til konkurrencen om "Adoptionshåndbogen". Vinderen er nu fundet og får direkte besked i dag den 1. februar.
Mange adoptivforældre savner vejledning i adoptionsrelaterede problematiker. Råd, de selv kan følge og som kan videreformidles til institutioner og skoler, der varetager de små guldklumper. Det står ikke mindst klart, når jeg læser de ærlige beskrivelser, jeg i disse dage modtager fra adoptivforældre og fagfolk, der via AdoptionsBloggen deltager i konkurrencen om den nyudgivne bog "Adoptionshåndbogen - det adopterede barn i familien, i dagtilbud og skole".
Nu er det slået fast
Da jeg personligt vendte sidste side af bogen var min tanke: ”Så. Nu har vi i Danmark så velafrundet en meddelelse til omverdenen om, at nej: Vi adoptivforældre er ikke overpylrede mennesker med en længe hengemt trang til at springe ud som fullborn projektmagere, der curler vores børn frem til det øverste trin på podiet for særbehandling.
Der findes nu tilstrækkeligt med praktiske cases og professionel forskning i udgivet form til at bevise, at adopterede børn har psykiske, neurologiske, motoriske, sociale og læringsmæssige udfordringer qua det faktum, at langt de fleste bærer ar fra tidlige omsorgssvigt. De er risikobørn. De er fantastiske og ofte stærke og ressourcefulde. Men de er risikobørn, og nu har vi en samling printede sider at henvise til og finde råd og vejledning i. På den måde er 2011/2012 et vigtigt år i adoptionsregi: Vi har fået to udgivelser, der tegner samme billede på to helt forskellige måder: ”Adopterede børn med tidligt omsorgssvigt” af Charlotte Broberg, 2011. Og nu
”Adoptionshåndbogen – adoptivbarnet i familien, i dagtilbuddet og skolen” af Iben Krarup Høgsberg og Anette Buch-Illing (red.), 2012.
Det adopterede barn har flere aldre: Det skal andre også vide!
Jeg vil nu fremhæve de dele i "Adoptionshåndbogen", der for mig er særligt givende, velvidende at en anden læser måske vil hæfte sig ved andre pointer, der taler til netop deres familieglæder og –udfordringer.
Som jeg også før har gengivet her på AdoptionsBloggen i interviewet med psykolog Niels Peter Rygaard, så bliver jeg så betrygget, når han understreger, at adopterede børns biologiske alder i mange sammenhænge ikke følger deres følelsesmæssige alder.
Adopterede børns alder bør i nogle tilfælde deles med 4 (!). Denne viden skal vi bruge i vores forventninger til barnet og ikke være bange for gedigen kravnedsættelse- også under konflikter. Denne pointe matcher psykolog Susanne Høegs belysninger af stressreaktioner, når krav og sociale sammenhænge bliver for overvældende hos det adopterede barn, for igen bekræftes vi i, at kravnedsættelse måske ikke er så kriminelt endda...selv om det hos biologiske forældre måske klinger fælt af "inkonsekvens".
Her ender jeg igen med næsen i det, der for mig i disse år virker forbandet interessant: Neurologien hos børn med tidligt omsorgssvigt, her forklaret af psykolog Anne Jensen. For her får vi en forklaring på de mekanismer i hjernen, der kommer på overarbejde hos det adopterede barn, der presses for hårdt af velmenende skolelærere, stresset institutionspersonale, legekammerater eller vi forældre, der i forsøget på at rumme og opdrage på samme tid bliver helt skizofrene og i værste tilfælde meget højtråbende. Højtråbende, som vi med god grund havde lovet ALDRIG at blive ...med skingre jammertoner, der måske kunne have været undgået med netop kravnedsættelse tidligt i konfliktoptrapningen.
Overbevisende forklaringer, råd og støttemuligheder
Adoptionshåndbogens første del af en mere afklarende og teoretisk del, der sætter ord på de omstændigheder, der tilhører adoptivfamilien. Bidragene fra de forskellige fagfolk er udstyret med stor generøsitet både i forhold til eksemplariske cases og praktiske handlingsforslag sat op i punktform. Den slags kan jeg li'!
Anden del bliver dog endnu mere praksisorienteret, for her får læseren indblik i den brede vifte af tilbud, der faktisk er at gribe ud efter, hvis pengepungen tillader det. Praktiske tilbud, vel at mærke, som er ADOPTIONSrelaterede, og som i nogle tilfælde kan omdannes til små hjemmeteknikker, hvis pengepungen ikke tillader privatkonsultationer: Oplæring i at bruge spejling og øget jeg-støtte til barnet. Træning i sansemotoriske øvelser til børn, der er blevet stimuleret for lidt i sin første tid med dysfunktion og adfærdsmæssige problematikker til følge.
Affektregulering og affekttolerance hos såvel børn og forældre – noget jeg som coach arbejder effektivt med: For kan vi som forælde selv tage kontrol over vores følelser under konflikter, så får vi den bonuseffekt, at vores barn ikke (nødvendigvis) stresses yderligere op og mister selvreguleringen helt og totalt. Desuden viser vi samtidigt vores barn nogle mere ideelle mønstre at følge end voldsom volumenstigning i stemmen, det flintrende troldeblik, den spændte krop, der tramper og sprutter.
Desuden får du med bogen løftet tæppet for mulighederne med Theraplay, spædbarnsterapi, filial- og legeterapi og terapiformer, der kan anvendes til børn med for eksempel forladthedstraumer.
Holdingterapien bliver gennemgået, så vel som mulighederne med PAS (Post Adoptions Service) og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning -
et kommunalt tilbud til alle børn mellem 0 og 18 år.) Socialrådgiver Mette Bonderup skriver til sidst i bogen om lovgivning i forbindelse med støtte til udredning af vanskeligheder i økonomien og familielivet, ikke mindst ved tabt arbejdsfortjeneste og ved behov for aflastning.
Det sociale kan være en labyrint at finde rundt i
Skulle jeg personligt efterlyse noget i denne omfangs- og indholdsrige bog, ville det være nogle af de punktopstillede konkrete råd koblet på præcis én problematik. En problematik, jeg som adoptivmor oplever særlig vanskelig i skolestartsåret: De socio-emotionelle konflikter, der bunder i, at barnet i pressede situationer aflæser andre børns udmeldinger og kropssprog helt forkert med dertil hørende tabte venskaber og legerelationer til følge.
For præcis hvordan forklarer man de andre børn midt i konflikten, at man godt ved, at de ikke har gjort noget forkert/ at de også slog sig rigtig meget, når ens eget barn samtidigt står og oplever denne udmelding som ren forræderi og svigt? Og alternativt: Hvordan får man sit barn væk fra de måbende, forurettede legekammerater uden at barnet– skrigende af uretfærdighedsfølelse – føler sig båret væk i skam? Og hvordan får man de andre børn til at genoptage legekontakten efter sådan en episode (eller 3)? I sådanne situationer er de rigtige mæglings-ord svære at finde, fordi vi både gerne vil opretholde vores eget barns selvværd og det forurettede barns retfærdighedsfølelse. Det gælder, selv om vi forstår teorien bag adfærden: At vores barn har nogle mentaliseringsproblemer: Altså problemer med relationen ”jeg og de andre”.
Når det er sagt, så er overskrifterne gennem hele bogen så krystalklare, at det er muligt at navigere sig tættere på også de socio-emotionelle problematikker, og i bogens anden del forklares der om behandlingsformer, der synes relevante i forhold hertil .
Find dig en stille krog
Læseren skal ikke sætte sig med det ene øje i "Adoptionshåndbogen", det andet på skiftevis ”Desperate Housewifes” og Facebook. Den kræver koncentration, uanset om du læser kapitlerne i dryp eller fra start til slut. Til gengæld får du en læseoplevelse, der rører hjertet, fordi den flere steder handler om præcis dit værende eller kommende barn. Fordi den øser så gavmildt af gode råd fra kompetente fagfolk ud fra ønsket om at være til støtte og hjælp i årene frem. Og fordi bogen viser omverdenen et spejlbillede af de udfordringer, vores adopterede børn hver dag kæmper sig igennem og skal støttes i henholdsvis at acceptere, overmande eller vokse sig ud af.
Sådan får du fat i bogen
Vinderen af ”Adoptionshåndbogen”, 2012 er nu fundet og får direkte besked i dag den 1. februar.
Alternativt kan bogen lånes på biblioteket eller købes på
http://www.adoptionsverden.dk/. Den koster kr. 375 og er på 320 sider.
Bogen er redigeret af adoptivmor og socialpædagog, Iben Krarup Høgsberg, og adoptivmor og cand.pæd. psyk., Anette Buch-Illing. Den er skrevet ud fra ønsket om at samle fagviden om adoption på en måde, der skaber gemmeværdi til årene frem, såvel som forståelse nu og her. Derfor kan læseren ud fra behov udvælge relevante problematikker at fokusere på, idet indholdsfortegnelsen giver et klart billede af emner og skrivende fagpersoner inden for psykologiens, socialpædagogiens, psykoterapiens og socialrådgivningens område. Alle skribenterne har daglig praktisk erfaring med adopterede og flere af dem er selv adoptivforældre.
