Sidevisninger i alt

tirsdag den 18. oktober 2011

Adoption - in your face

Selv om sommeren har forladt scenen til fordel for efteråret, kan vi godt dvæle lidt ved en af sommerens oplevelser. En varm juli eftermiddag stod min kære far og jeg og snakkede på lystbådehavnens legeplads, mens min nu 6-årige datter legede på rutchebanen. Jeg hørte, at hun småsnakkede med en jævnaldrende dreng, der solede sig i alle de bandeord, han overhovedet kunne komme på. Tæt på aftensmadstiden var begge unger måske lidt touchy – hvad ved jeg – i hvert fald kulminerede samtalen mellem dem, da de kæmpede om hurtigst at tage ruchebanen i løb nedefra og op. Min datter fik fejet ham bag sig, og til hans arrigskab nåede hun triumferende til ruchebanens top før ham. Modtrækket faldt øjeblikkeligt, idet han med høj, hidsig stemme gik lige til biddet 30 centimeter fra min datters ansigt: ”DU ER KINESER ! OG DE DER ER IKKE DINE RIGTIGE FORÆLDRE!” Han pegede på min far og mig, der stod totalt lamslået over hans præcise sigte i den verbale overfusning.

Det velforberedte svar  til en følsom situation
Min datter blev faktisk ikke rigtig mærket af hans ord som mig, men jeg følte, at jeg alligevel måtte gøre et godt eksempel i hendes påsyn. Så jeg trak vejret dybt ind mellem tænderne, mødte drengens offensive blik og sagde roligt den sætning, jeg længe har haft hængende i bæltet: ”Silke er faktisk dansker, hun er bare født i Kina. Og jeg er så heldig at være blevet hendes mor”. Og på grund af tonen og volumen på det, han havde sagt, tror jeg nok, at mine øjne gnistrede sort som et topforvirrende supplement til mit pædagogiske her-går-det-så-rigtig-fint-smil.
Silke og morfar hen og købe is. Mig ned i båden og opbragt forklare min mor og min mand, at det er en rå, rå verden, vi lever i. Og hvad sker der så? Min datter går op på legepladsen igen, og ender på vippen med drengens storesøster. Drengen cirkler igen om min datter, sparker i gruset og stiller sig til sidst foran hende med begge hænder dybt i lommen. Så lyder det lavt: ”Jeg sagde ikke noget til dig på rutchebanen, jeg gjorde ikke!” 6 år og udmærket klar over, at han havde sagt noget på en bestemt måde, der på en eller anden måde ikke var så god, for storesøster skulle tydeligvis ikke beriges med et resumé.

Førstehåndsindtrykket tæller ... ikke altid
20 minutter efter kommer han og Silke over til båden og min datter introducerer os for ham: ”Han hedder Christian, han er slet ikke dum, og vi er blevet nye venner”.
Næste dag gik med, at de kvasede (stakkels) muslinger sammen, satte dem på klemmer og halede den ene ækle krappe i land efter den anden. Side om side i solen.
Wauw.
Tak, Christian, nye ven. Du var dælme gal over at komme sidst op af den rutchebane, men du og Silke mindede mig om noget dén sommerdag. Om at handle i affekt, om at række hånden frem, acceptere forskellighed og knytte bånd hen over et pænt dårligt førstehåndsindtryk.
Mange hilsner Trine
I næste blogindlæg kan du læse om det skønne KÆRLIGHEDSTÆPPE og hvordan det kan bruges som alternativt stamtræ, selvtillidsbooster og Comfort Zone for barnet selv. Alle kommende og værende mødre og bedstemødre kan bruge idéen, ikke mindst til det adopterede barn. I mænd, vil sikkert kede jer ihjel over indlægget.

4 kommentarer:

  1. Det var jo en god slutning på en meget skidt start, og det ER godt. Jeg mindes ikke, at have fået lige dén bemærkning, men min hukommelse er for det første ikke ret god, og jeg tror, jeg har fortrængt den slags oplevelser. Men jeg har nok fået nogen, jeg ikke husker. Jeg synes du klarede det flot, og langt bedre end jeg tror, jeg havde været i stand til!!

    Du skriver næste indlæg, er om et alternativt stamtræ. Det har jeg meget at sige om - det med stamtræer, for lige det, var noget af det, der gjorde, at jeg startede min søgning i sin tid.

    Imens jeg samler mod til at skrive hele min historie, kan du måske læse dette indlæg.

    SvarSlet
  2. Kære Deborah,
    Jeg har læst dit indlæg, og sikke det vækker tanker. Tanker om ensomhed, om social anonymitet og om rødder, der gik til, før du fik den næring fra dem, som du kunne have brugt. Det gør mig ondt, at det var sådan din fortælling om din biologiske mor skulle ende, og jeg forstår godt, at netop det at høre om lugten af hende, har været smertefuld for dig. Det er noget mærkeligt noget. Hvorfor gør netop DEN oplysning ondt? Jeg har mine egne forestillinger om hvorfor, men kun du kender det præcise svar. Jeg kan anbefale andre læsere her på bloggen at følge Deborahs ovenstående link: Indlægget minder os om, hvor priviligerede vi mennesker er, når vi har nogle, der kender, husker og holder øje med os. Tak for din kommentar, Deborah.

    SvarSlet
  3. Kære Trine og læsere her på bloggen.

    Jeg er mor til Jeppe på 6 år og Kristine på 4 år. Begge mine børn er født i Etiopien.
    I forlængelse af Trines indlæg om Silkes nye ven, Christian, får jeg lyst til at bidrage med en oplevelse som Jeppe havde en dag i sin SFO.

    Jeppe kommer en dag hjem og fortæller, at der er en pige, der har sagt til ham, at han er "arresteret".....! Og dét betyder, at hans mor og far (min mand og jeg) ikke er hans rigtige forældre..!!
    Til denne udmelding, havde Jeppe svaret, at vi I HVERT fald var hans rigtige forældre, for, som han havde forklaret hende: "Jeg har nemlig aldrig haft andre forældre, og jeg vil heller aldrig have andre forældre, og hvis ikke det var mine rigtige forældre, så havde jeg boet på et børnehjem i Afrika, og gør jeg måske dét, hva´??? Nej vel?? Så ER det jo også mine rigtige forældre!!

    Yes, Yes, Yes, Jeppe. Du er supercool og DU ER MIN SØN, som jeg er så fantastisk stolt af.

    SvarSlet
  4. Hvilken klog og modig lille Jeppe. Tænk, at kunne komme stå stærkt igen efter lige at være blevet arresteret - og så arresteret for noget så alvorligt følsomt! Tak for din dejlige historie, Inger :-) !

    SvarSlet