If you need more love - give it to yourself

Henry Ford sagde engang:

"Uanset, om du siger til dig selv, at du kan klare det eller ej,

så får du helt sikkert ret".

Vise ord, når det handler om selvkritik og den indre talestrøm, som vi af og til vender mod os selv i mere eller mindre sønderrivende form. I dag skal mit blogindlæg handle om noget personligt, fordi jeg tør æde mine gamle klipklappere på, at jeg ikke er alene med tankerne. Tankerne om de dage, hvor jeg anerkender andre, blandt andet mit barn, men glemmer at anerkende mig selv.

Objektivt set, er jeg faktisk et meget priviligeret menneske, der i al beskedenhed er dygtig til de ting, jeg holder af at lave, og bare rolig - jeg skal nok undgå at forsvinde i en rus af momental egomani. For et sted mellem hypofysen og hjertevarmen har en hæs, grøn trold lejet sig ind, og den får mig på dårlige dage til at glemme at fejre mine små sejre...Sejre, som jeg de facto fortjener ros for, ikke mindst, hvis jeg har trodset trætheden, faglige udfordringer, stressende deadlines, sociale gnidninger eller psykiske nedture i form af bekymring, modløshed eller andet skidt fra havet. Den ros skal jeg ikke have at andre. Jeg vil have den fra mig selv, og den skal være overbevisende, mindeværdig og pokkers lettilgængelig.

Hvor nasset må man have lov at være med skulderklap?

Og så er det, jeg ser på min 5-årige datter, der allerede har lært mig mere, end jeg kan lære hende på et helt liv. Hun har kastet sin stædige kærlighed på de dér farverige opgavebøger om bogstaver og tal, som hun vist udelukkende har valgt, fordi der er glimtende klistermærkediplomer bag i hæftet. "Den slags pædagogik går da vist ikke", mindes jeg at have tænkt, da hun så længselsfuldt på hæfterne i butikken...for man skal da lære af glæde ikke for at FÅ noget? Delvist rigtigt, men helt ærligt!! Hvor nasset har man lov at være, når det drejer sig om guld- og sølvfarvede skulderklap? Her sidder hun ved køkkenbordet og tildeler gavmildt sig selv det ene skinnende diplom efter det andet. På hendes slet skjulte selvtilfredshed at dømme kører hun på mantraet "Det kører for mig, det her". Og ganske rigtigt, Hr. Ford: Hun ser ud til at få ret by the minute, for 5-tallerne er retvendte og 2+2 er lig med 4.

Selvanerkendelsens søde stunder

Jeg har nu lavet en liste over symbolske glimmerdiplomer, jeg i de næste to uger vil sætte i mit imaginære hæfte over bedrifter, jeg udfører på den fede måde. Jeg skal kort sagt stoppe op og give mig selv den bonus, som mine handlinger og min væremåde i bedste tilfælde kan udløse, og det vil jeg gøre mindst 2 gange hver dag. Mine belønninger vil i u-proriteret rækkefølge være:

1) Sætte mig på verandaen med fødderne trukket op, ansigtet mod markerne og en varm kop kanelthe mellem hænderne.
2) Udfylde malerbøger med min datter - i alle mine favoritfarver, ikke mindst petroleumsblå.
3) Skrive sprudlende blogindlæg om det, der inspirerer mig i håbet om at sprede inspirationen til andre
4) Lægge mig i min mands arme og mærke hans hjerte banke i mit øre
5) Sidde i mindst 3 minutter og glo formålslyst ud af vinduet, op i skyerne. Bel far niente, som det vist hedder på italiensk: Kunsten ved at lave intet.

Hvad med dig?

Husker du at anerkende dig selv i dagligdagen og nappe de små belønninger som følger med? Belønninger, som du gerne selv må opfinde? Hvis nej, så lav dig en liste - det føles godt!

Eller kræver en sådan liste i dit tilfælde selvanerkendelse som du ikke har adgangskortet til? Så skulle du måske finde ud af at tiltvinge dig dén adgang ...i en fart?

Mange hilsner
Trine Brix

ps) I næste uge får du et personligt interview med indehaverne af et forum, som mange af os med adoptionsinteresser er del af: Adoptionsverden.dk. For hvad er det, der driver det store arbejde? Vi får se.