Galoperende æggestokke i 52 timer

Personligt interview med eventyreren Anne-Marie Mathiesen
om livet uden børn

Ønskebarnet. Det er vi mange, der er gået pænt langt for at få. I dag handler AdoptionsBloggen om en spændende 36-årig kvinde, der har realiseret nogle vilde planer i sit liv med et bevidst valg om, at børn ikke skal være én af planerne. For 5 år siden emigrerede hun og hendes mand, Nikolaj Mathiesen, til New Zealand for at få en udendørs livsstil, som de kan leve professionelt af. Mød Anne-Marie Mathiesen, Tauranga, New Zealand.

Det er lørdag den 9.7.2011. Anne-Marie sidder i sine havblå dyner med en kop morgenkaffe i den ene hånd og telefonen i den anden. Det er vinter, og regnen siler ned udenfor. Jeg sidder i den anden ende af røret. Solen er ved at gå ned efter en dansk, varm sommerdag på landet. ”Godmorgen”, siger jeg. ”Godaften” kvitterer hun, og så går vi til sagen:

Du har til manges bestyrtelse meldt ud, at du ikke vil have børn. Hvad har den beslutning givet dig ind til nu?

- Til tider møder jeg holdningen, at 'du har jo ikke børn’, og dermed frafalder berettigelsen til at være træt på arbejde, tage på i vægt, have en stagneret karriere, udtale sig om børneopdragelse (eller mangel på samme) og så videre. Oven i hatten bliver jeg af og til belært, at jeg ikke forstår, hvad jeg går glip af samt at jeg må være en egoistisk kontrolfreak. Med tiden har jeg lært, at sådanne holdninger bare betyder, at disse folk er glade for deres valg, ligesom jeg er afklaret med mine valg.

Mit liv uden børn har åbnet for et hav af fantastiske muligheder, og jeg kan gribe chancerne, når de byder sig. Så jeg springer ud i alle mulige spændende projekter uden samtidigt at skulle sørge for et stabilt hjem, en solid økonomi og en regelmæssig fritid. Jeg går meget op i, at det er mit personlige ansvar at få mit liv fyldt ud på en måde, der giver mig følelsen af at komme i mål.

Hvilket projekt har du gang i lige nu?

- Efter 5 år på Nord-øen, har min mand og jeg etableret en fiskecharter-forretning, jeg deltager personligt i Search & Rescue-arbejde i byområder og regnskov på alle mulige tidspunkter af døgnet, og det seneste nye er, at vi skal til at producere et fiske/natur-program til en new zealandsk landsdækkende TV kanal. Det bliver vildt spændende og ved siden af dette, designer jeg hjemmesider til både danske og newzealandske kunder. På den lange bane planlægger min mand og jeg en fælles fremtid, hvor vi i længere periode flytter mellem New Zealand og resten af verden for at kunne arbejde på forskellige filmlokationer.

Hvor længe har du vidst, at I ikke skal være forældre? Og er I enige derhjemme?

- Jeg har bare aldrig været vild med børn, for at sige det som det er. Babydukker og den slags vandt aldrig top-position i min barndoms legetøjs-kasse, og nu, som 36-årig, har jeg endnu ikke oplevet galoperende æggestokke. Joh, der var vist en 52-timers episode, hvor min mand og jeg seriøst overvejede det. Men til sidst blev vi alligevel enige om, at det bare ikke var os.

Jeres projekter lyder jo vanvittig spændende. Men hvad tænker du så om alderdommen, når du ikke længere sprinter rundt og realiserer naturskønne drømme? Palle alene i verden eller...?

- Hvad der sker i mit liv fra nu til alderdommen er ikke til at vide. Bliver jeg tudsegammel eller kørt ned i morgen? Hvad nu hvis jeg fik børn udelukkende som en slags 'underholdnings-garanti' for min alderdom, og så flyttede ungerne alligevel til Danmark og etablerede sig dér? Der er jo aldrig nogen garantier. Jeg ved til gengæld, at jeg må sikre mig et godt netværk af venner og bekendte, lære at bede om hjælp og at engagere mig i min omverden. Og så bliver det sikkert super sjovt at ræse rundt i kørestol på ollekollet's vinylgange...

Hvad er dit råd til folk, der af den ene eller anden grund er i tvivl om, hvorvidt de skal forsøge at få børn?

- De skal være hudløst ærlige overfor sig selv og undersøge, hvad det helt præcist er, som de forventer af et liv med børn. Er det følelsen af familie/ fællesskab/samhørighed?Er det at give liv?At følge et barns udvikling?Er det, at der er én, som er afhængig af dig?At blive holdt nærværende eller aktiv i verden via barnet? Og til sidst, men vigtigst af alt: Er et liv med (dine egne) børn den eneste vej til et liv fuld af de værdier, som du sætter så højt? For mig var svaret nej. Der er helt klare andre veje, og der er mange!

Det er blevet sent. Jeg skal i seng, for min datter vågner med solen i disse sommermorgener. Og Anne-Marie skal i vintertøjet, for hun har et kundemøde om et par timer. ”Godnat – sov godt” siger hun. ”Hav en dejlig dag” returnerer jeg. Lægger telefonen, skifter rokketanden under min datters hovedpude ud med tandfeens 20’er, og trisser så ud efter tandbørsten.